13/09/23
I denne workshop lærte vi at lave et lille animeret kunstværk, vha. Adobe Photoshop og Adobe After Effects.
Maleriet
Jeg valgte at tage udgangspunkt i maleriet Vandreren over tågehavet, malet af Caspar David Friedrich i 1818, den periode der i kunsthistorien er kendt som romantismen. Romantismen er bl.a. kendetegnet ved temaer som følelser, individualitet og periodens romantisering af naturen.

Jeg valgte at bruge dette maleri fordi jeg kan lide de kølige farver som gradvidst bliver lysere jo længere man når ud i horisonten, hvilket giver maleriet dybde. Derudover valgte jeg billedet fordi formerne i forgrunden; manden og klippestenen, er skarpe og tydelige, nærmest silhuetter. Dette gjorde det nemmere for mig at klippe dem ud og separere dem fra baggrunden.
Processen
Jeg havde nogle idéer om at animere manden klatre op ad klipperne, men så tænkte jeg, at det kunne være sjovere hvis klippestenen brød sammen, så både manden og stenen faldt i havet. Jeg lavede et hurtigt storyboard, for at få en generel idé om forløbet i min animation.

Jeg fik idéen at tilføje en hånd der placerer manden på klippestenen, så det ligner at maleren tilføjer de sidste detaljer til maleriet. Til det skulle jeg selvfølgelig bruge nogle billeder af min hånd, som jeg klippede ud i Photoshop.


Derefter brugte jeg Photoshops content aware fill funktion til at fjerne manden og klippestenen fra maleriet.
I en ny fil separerede jeg også hele forgrunden og derefter den del af klippen, fra baggrunden. På den måde kunne jeg flytte rundt på klippestenen, når den skule bryde sammen i animationen.



Jeg klippede også manden ud, så jeg derefter kunne opdele ham i flere stykker og bringe ham til live inde i After Effects.

Da jeg var færdig med at redigere i Photoshop, smed jeg alle de filer jeg skulle bruge, ind i After Effects og begyndte at animere.
Jeg forsøgte at bruge animationsprincippet slow in and slow out, ved at tilføje easy ease til mine keyframes, der hvor jeg tænkte det var nødvendigt. På den måde ville bevægelserne i billedet se lidt mere naturlige ud, fordi de startede langsomme, blev gradvidst hurtigere og så langsomme igen hen mod slutningen. Derudover brugte jeg også pose to pose princippet, ved at flytte mine elementer fra den frame hvor de skulle starte til den frame hvor de skulle slutte, hvorefter jeg gik ind tilføjede flere keyframes i mellem. Til sidst brugte jeg hjemmesiden Pixabay for at finde lydeffekter til min animation.
Refleksion
Jeg synes at denne workshop var ret udfordrende. Jeg har ikke haft meget erfarring med Photoshop, så meget af tiden gik med at finde ud af, hvordan jeg redigerede mine billeder. Derudover synes jeg at After Effects var et ret forvirrende program at bruge og jeg er stadig ikke sikker på om jeg helt forstår, hvordan det fungerer. Det var lidt stressende til sidst, da jeg sad sent aftenen og prøvede at færdiggøre min video og i sidste ende er jeg ikke specielt tilfreds med resultatet. Men jeg dog sige, at jeg stadig har lært meget af workshoppen, især når det kommer til at bruge Photoshop.